Fredag den 2/8, blev vi om aftenen hentet på hotellet, og kørt ud i Marinaen, hvor den båd lå, som vi skulle tilbringe den næste uge på. Lørdag morgen klokken 7 var der briefing, og så sejlede vi afsted.
Vi er nu ude i Rødehavet, og er ombord på Emperor Elite, som er Emperor flådens platinudgave. En virkelig flot båd, hvor der i hver kahyt er eget badeværelse. Normalt er egypterne ikke kendt for at være de bedste til at gøre rent på hotellerne, men ombord på båden bliver der hver dag gjort grundigt rent. Lige så snart dykkerne er hoppet i vandet, går de i gang med rengøringen, og ikke kun en enkelt gang om dagen. Tror der bliver gjort rent i alle kahytter tre gange om dagen. Vi har endda set dem ligge på knæ og vaske gulv ude på dækket.
Der er tre steder hvor man kan ligge og sole sig, og derudover er der en indendørs lounge samt en spisestue, hvor der altid er dækket festligt op. Måltiderne er lækre og altid flot tilberedte med grøntsager og lime som pynt, og der er tre retters menuer, både eftermiddag og aften. Til aftensmaden, som foregår efter dagens sidste dyk, bliver der serveret gratis rødvin, men det er også muligt at købe hvidvin eller øl. Vi har fortalt kokken, at vi er vilde med chili og stærk mad generelt, og spurgte om det var muligt at få den slags serveret. Så nu bliver der hver aften serveret en skål med friskhakket chili, som vi kan komme på vores mad. Kokken har spurgt, hvordan vi ønsker vores omelet til morgenmad tilberedt, og om der skal tomater eller andet i. Og i aften serveres der steaks, hvor de også lige var rundt for at høre, hvordan man ønsker bøffen stegt. Det er nærmest som at være på restaurant.
Rikke har fået lov til at se køkkenet, og det er virkelig ikke stort. Køkkenet er cirka 1 x 3 meter, samt et kælderrum til madvarer, og det er jo uden alle de moderne køkkenmaskiner, som vi har i Danmark. Alligevel formår de at lave så lækker mad til 26 mennesker, det er fantastisk. Derudover er der altid chips og frugt, samt drikkevarer til fri afbenyttelse.
På denne tur er vi 19 dykkere, samt Rikke som nøjes med at snorkle og solbade. Når dykkerne kommer op af vandet bliver de også altid tilbudt et glas koldt at drikke, det kan både være kakao, smoothie, juice eller andet lækkert. En ting er helt sikkert: Hvis du på et tidspunkt er sulten eller tørstig ombord, så er det helt din egen skyld, for alt står til fri afbenyttelse.
Der er mellem tre og fire dyk hver dag, og det sidste dyk er som regel et nat-dyk. Vi har været ude for at dykke med delfiner ved Dolphin House. Desværre var der overhovedet ingen delfiner at se denne dag, så vi var heldige, at vi så dem, under vores snorkeltur forleden. Jeg har snorklet lidt fra båden, og i går, da Kim og jeg havde snorklet sammen, og vi var kommet op af vandet, så vi en masse delfiner.