Vi bor på motellet Dayunan. Navnet Dayunan betyder “Velkommen”. Det ligger i udkanten af El Nido, men alligevel tæt på centrum. Vi vil gerne prøve lidt at være “en del af” befolkningen, og ikke bare bo på luksushotel i deres fattige område.

Indgang til Dayunan

Som regel legede drengene dåseleg, hvor de kastede sandaler efter en dåse, for at få den til at vælte. Men sjældne gange havde de store drenge også en bold. Man så dem ikke spille på computer eller telefoner.

Drenge der spiller bold

Udsigt fra vores terrasse på motellet

El Nido er ligesom Coron en fattig by. Der er ikke meget strand man kan sole sig på og heller ikke rent vand til at snorkle i, så de typiske strandsælgere er erstattet af folk som sælger perlekæder overalt, både på ”turist-gaden”, på stranden og mens man spiser. Dog er det muligt at køre med taxa eller tri-cykel til en strand, der ligger flere kilometer væk. Næsten alle tilbyder øhop-ture, og det er nogenlunde ens ture. Vi tog en enkelt øhop-tur, og valgte Artcafe, til at stå for det øhop, da de virkede som et sted, der har godt styr på det hele. Hvis man tager til El Nido, vil det være en god ide, selv at tage ud til nogle gode strande, da de fleste øhop-ture ligner hinanden. Så har man også al den tid man ønsker sig på den pågældende strand, uden at skulle nøjes med at skulle tænke på, hvor længe det varer før man sejler videre.

Artcafe spiste vi ofte. De har både udendørs og inde-servering. Vi talte med Artcafe´s supervisor, om deres arbejdstid. Hun fortalte at de arbejder nogle timer om formiddagen, så holder de 5 timers pause, når der ikke er så mange gæster, og så arbejder de videre indtil lukketid. Sammenlagt, så arbejder de 9 timer om dagen, 6 dage om ugen. Det er så lige 54 timers arbejdsuge. Og jeg tror bestemt ikke de brokker sig.

Artcafe´s supervisor, Michelle sammen med Kim.

Der er mange fattige i El Nido, men så vidt jeg har hørt fra folk, som har været andre steder i Filippinerne, så er der fattigdom i hele landet. Det virker dog som om de alligevel har det godt. Jeg talte med en fyr der gav mig pedicure, ang fattigdom, og spurgte hvad man gør hvis man ikke har arbejde. Han fortalte at folk altid klarer sig, fordi de har familien. Når de voksne ikke kan arbejde mere, så føler voksne børnene at de står i gæld til forældrene. Derfor forsørger de forældrene. Jeg fortalte at i vores land, når voksne børn føler de står i gæld til deres forældre, så ringer de, eller besøger forældrene engang imellem.

I Filippinerne bruger man åbenbart skole-uniform. Vi mødte en pige som sad foran sin skole.

Pige foran sin skole

To mænd der spiser Balut. Det er et kogt andefoster

Når man i El nido vil have frisk vand, så trækker man grundvandet op fra et hul i jorden. Ligesom en brønd, og nogle steder har de en vandpumpe.


Kloakeringen i gaden er rigtig spændende. Den foregår ligesom i gamle dage. Der er render i hele byen, der løber langs det såkaldte fortov. Alt vaskevand mv. løber gennem byen og ud i havet, og overalt ser man velnærede rotter på størrelse med katte, der render rundt på må og få. Der er også velkendte dyr som høns, hunde og katte, der render rundt i gaderne.

Rendesten i byens gader

En høne midt på gaden

Det var slut på El Nido. I morgen bliver der en enkelt overnatning i Puerto Princesa, der ligger på den sydlige del af øen Palawan, (El Nido ligger i nord) og i overmorgen tager vi så videre til Borneo.

Borgmesterens familie?