Borneo Divers Resort, som vi boede på, er placeret på Mabul. For at komme til øen kan du overnatte i Tawau. Byen er ikke særlig spændende eller hyggelig, og hotellerne er ret billige. Næsten uanset, hvilket hotel du vælger i byen, vil du næste morgen blive hentet af dykker-resortets bus, og kørt til havnen i Semporna. Derefter er der en lille sejltur i speedbåd til øen.
Selve dykker-resortet består af nogle ældre hytter som ligger rundt om en swimming pool. Hytterne er dobbelt-bygninger, så man har en nabo. Det kan jo være hyggeligt nok. Det er et middelklasse resort, uden luksus. Restauranten har buffet, og om aftenen kan man gå ned på stranden og få lidt snacks og en kold øl.
I nærheden er der en lille sigøjner landsby, hvor du kan købe lidt ting og sager. Vær dog forsigtig med mad og drikkevarer. Alt personale på resortet, bortset fra dykkerinstruktørerne bor i landsbyen. Der er en del varaner på resortet, men de er ikke farlige. Det er også muligt at være med til at sætte skildpadder ud i vandet når de er udklækkede.
Fra Mabul er der ikke langt til Sipadan, og du kan få 1 eller 2 dagsture til Sipadan. Har du selv en dykkerdragt, så foreslår vi, at du tager den med, da resortets dykkerdragter virker ret slidte.
På Mabul er der et mere luksuriøst dykker resort, som ligger lige ved siden af Borneo Divers. Der er også nogle dykker resorts-for backpackere, som er beliggende ved sigøjner landsbyen.
Hvis du vil opleve Sipadan, så er Mabul udmærket, men du skal ikke forvente luksus på øen.
Læs om vores oplevelser på Mabul HER
Vores hytte lå lige ned mod stranden
Resortets hjemmeside: HER