Der må gerne være spænding og oplevelser, når vi er ude og rejse, men det kan altså også blive for meget. Det føles som om, at egypterne tænker ”Nå der kommer turister, de har penge, så skal de også snydes”. Det føles rigtig ubehageligt.


Forleden skulle jeg bruge en sweatshirt til vores kommende udflugt. Så vi gik ind i en lille tøjbutik. Der stod en mand og prøvede tøj, så butikken måtte jo være god nok. Efter at have fundet en passende trøje, og vi begyndte at prutte om prisen, blev ejeren rigtig ubehagelig. Han stillede sig foran døren, så vi ikke kunne komme ud før vi havde betalt det han forlangte. Vi fik ikke lov at gå, heller ikke uden trøjen. Jeg sagde, jeg ville tænke over prisen. Næ-nej, nu havde vi bare at betale 300 Egyptiske pund, der svarer til 110 kr.. Så måtte vi jo gøre det. Vi ville bare ud derfra. Der kommer vi aldrig igen.


En aften skulle vi så have en taxa til et dykkercenter. Vi har fået at vide, at man skal aftale prisen på forhånd, og at det skal være egyptiske pund pr vogn, ikke pr person. Ellers begynder de at vil have andre valutaer som er mere værd. Turen til dykkercentret ville blive 45 Egyptiske pund, og det fik vi også aftalt med en taxa chauffør. Pludselig under turen, ved han ikke hvor dykkercentret er, og begynder at køre frem og tilbage med os. Til sidst beder vi ham om at stoppe og sætte os af. Så ville han have 240 pund. Vi stod ud, gav ham beløbet vi havde aftalt fra start, altså 45 pund, og så gik vi.


Vi har også været i en souvenir-butik. Det ser ud til at være et stort sted, så vi går ind og siger at vi bare vil have lov at kigge. Det er selvfølgelig helt i orden, og vi bliver vist ovenpå, hvor de har meget mere. Efter lidt tid kommer en af ejerne ovenpå med en regnemaskine og spørger hvad vi er interesseret i. Han fortæller pænt, at vi sagtens kan finde ud af prisen bagefter. Så vi finder lidt vi kunne tænke os. Derefter bliver vi placeret i en sofa, mens af 2 fyre, den en med regnemaskinen. Vi blev rystet da vi hørte beløbet: 4500 pund. Det ville vi slet ikke gå med til, så vi pruttede lidt om prisen, og fandt en pris, som vi kunne acceptere. Jeg havde sat mit bedste pokerfjæs op, og sagde at vi ikke har råd, og at vi ikke kan komme hjem, hvis vi skal give dem alle vores kontanter. De ville så vide, hvor meget vi havde, og kiggede i Kims pung mens han talte sedler. De var endda så flinke at fortælle, at de også tager kreditkort. Jeg holdt mine penge godt gemt af vejen.