I Århus ligger Den Gamle By. Det er et såkaldt levende museum, hvor du kan møde folk, som er klædt i tøj fra gamle dage. Der er åbent hele året. Men selv kommer vi der mest, når der er juletema.

Du kan jo starte med at tage en tur rundt med hestevogn, så du på den måde ser lidt af byen, inden du begiver dig rundt i gaderne. Sådan en tur koster 40 kr. for voksne og 30 kr. for børn. Det virker ikke dyrt i forhold til hvad en kort tur i karrusel eller radiobil koster i en forlystelses-park.


I gaderne kan du møde spillemusikanter, og flere steder er der opsat ildsteder, så man kan få varmet sine hænder. På Torvet er der et juletræ, og flere små hytter sælger gløgg og lækkerier.


Der er også forskellige spisesteder rundt omkring i Den Gamle By. Selv var vi nede i Winekes kælder , som ligger i Møntmestergården på torvet. Det er et rigtig hyggeligt sted, med levende lys på bordene.


Bryggeriet i Havbogade tilbyder smagsprøver på øl. Du kan købe et glas for 20 kroner, og det kan du så få fyldt op flere gange med gratis øl.


Går du ud foran bryggerhuset, kan du se en karnap ovenover hovedet. Det blev kaldt ”En hemmelighed”, et andet ord for et lokum, og du befinder dig på den forkerte side af lokumsbrættet. I gamle dage kunne man besørge indendørs, og det hele endte så i voldgraven eller i en skakt som skulle tømmes. Huset lå oprindelig i Aalborg, og hemmeligheden på dette hus hang oprindelig ud over Vester Å i Aalborg.

Et kig op mod hemmeligheden

Du kan opleve huse og butikker fra forskellige årtier, og fra forskellige byer. Der er blandt andet et ret nyt område, med butikker og huse fra 70´erne. Der kunne vi dog godt savne de mekaniske nisser og lidt mere julepynt, som der dengang var i butikkerne i december.


Vil du lidt indendørs, så er der et indendørs museum der omhandler perioden fra vikingetiden og til i dag. I det museum er der en masse aktivitet med lys og knapper for de yngre gæster.
Der er i det hele taget mange forskellige perioder som du kan opleve i Den Gamle By.

Udenfor julesæsonen kan vi anbefale, at du går bag om bygningerne og ser de forskellige haver og gårde. Du kan også gå en tur i gartneriet, hvor der er historiske planter til salg.

Den gamle by har en app, der kan være ret interessant. Den indeholder nogle ruter du kan følge. Indtil videre er der en julerute og en rute over de forskellige lokummer gennem tiderne. Der er også en virtuel rundtur med info om bygningerne. I din app-shop indtaster du bare: “Den Gamle By”.

Lanterner langs juleruten