Lankayan Island

Vi har lige været på Lankayan Island, som er et dykker-resort, der ligger ud for Sandakan. Der var vi i 5 dage/nætter. Tiden gik med dykning, snorkling og solbade. Måltiderne blev indtaget på restauranten, der ligger på pæle ude i vandet. Ren hygge.

 

Lankayan Island Borneo
Morgenkaffen indtog vi hver morgen kl. 6, mens vi så solopgangen, foran vores hytte.
Da vi skulle til paradisøen, blev vi ledsaget af 2 soldater

Inde på øen var der nogle militær-poster, hvori der sad et par soldater. De nød at vi ville snakke med dem, selvom de ikke kunne så meget engelsk. De fortalte stolt at deres maskingevær er et GPMG-mærke, og lavet i Belgien. Er det ikke bare typisk mænd, at ville fortælle om deres legetøj?

Kim tog på nogle dykkerture, hvor han bla var nede og så nogle vrag. Men også spændende fisk. Den ene dag tog jeg med for at tage billeder og få en gratis sejltur.

Diving Lankayan Island
Klar til at tage på dykker-tur
Dykning Lankayan Island
Så hopper Kim i vandet

Selvfølgelig var der også en soldat med. Nogle gange skulle der to med. Vi spurgte hvad de egentlig skulle beskytte os mod. Vi fik at vide, at det er et område i Filippinerne som ligger ret tæt på øen, kun 25 min. sejlads væk, der gør krav på Lankayan. Men at de også beskytter os mod pirater.

Man kan se rigtig spændende ting når man dykker, men man kan også opleve utrolige ting når man bare snorkler. Jeg snorklede lige ud for vores hytte, og der så jeg 2 skildpadder. Jeg kunne næsten røre dem, så tæt på var de. Det var ret fantastisk.

Under gangbroerne som man gik på for at komme hen til restauranten og til dykkerhytten, så vi både papegøjefisk og hajer.

Papegøjefisk
Sort-tippet revhaj

Lankayan er fredet, da det er ynglested for havskildpadder. Der er oprettet et center på øen, hvor man indsamler skildpadde-æggene når havskildpadderne kommer op og lægger dem. Man passer på dem indtil de klækkes og når det så sker, sættes de små skildpadder ud i havet hvor de herfra må klare sig selv.

Vi var med til at sætte disse unger ud i havet

Vi adopterede også en rede, med 84 æg. De udklækkes om cirka 2 måneder, hvor ungerne med en slags ægge-tand hakker hul på ægget.

Ungernes ægge-attest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *