Kinabatangan river cruise

Fra 3. til 5. april var vi på river-cruise i Borneo.  Turene foregik på Kinabatangan river, Oxbow Lake og Abai River.Vi boede på Sukau Greenview. Vi havde bestilt et privat dobbeltværelse, så vi havde eget bad. Det vil sige at der var en bruse-slange bag toilet-døren, så man kunne lige stå derude.

Efter ankomsten tog vi ud på en 4-timers sejltur. Vi spiste aftensmad i båden, bestående af nudler og blæksprutter i strimler, mens vi nød solnedgangen. Derefter så vi ild-fluer i massevis. De sad i nogle træer, som de lyste i. Lidt som at se et juletræ der blinker. Vi fik at vide, at det er deres mave, som laver det lys. Det var et pragtfuldt syn.

Derudover havde vi 2 Sunrise-cruises. Og en 5 timers sejltur, hvor vi søgte efter elefanter. Vi så 3 elefant-flokke, bestående af pygmæ-elefanter. De kom temmelig tæt på os. Nogle af dem, så vi også bade i floden. At se dem i den frie natur på den måde, gør at man ikke ligefrem har lyst til at ride på elefanter i Thailand, der bliver tvunget til at gå rundt med turister.

Elefanter der bader

 

På vores flodture, så vi desuden Monitor-lizards, krokodiller, en Mangrove-slange, en masse næse-aber, makak-aber og forskellige fugle.

En krokodille i floden

En næseabe, der kigger ned på os…. Vi kigger op på den

Der var hverken tv eller radio på værelset, så om aftenen, sad vi i den udendørs spisesal og snakkede med de andre. Vi gik tidligt i seng, da vi jo skulle ud og sejle om morgenen, og var trætte efter flere timer på floden. Så vi gik som regel i seng kl. 21 og stod så op igen kl. 5.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *